Regeringen afviser hurtigt indgreb på boligmarkedet

21.09.2021

Gennem corona-krisen har det danske boligmarked oplevet en tydelig fremgang. Men de seneste måneders tal tyder på at udviklingen har stabiliseret sig. Derfor vurderes også økonomien for danske boligejere og i den finansielle sektor som værende både robust og stabil.

 

Af samme årsag vil regeringen ikke gribe ind på boligmarkedet, men skærpe overvågningen af boligmarkedet.  Om regeringens beslutning udtaler erhvervsminister Simon Kollerup;

”Udviklingen på boligmarkedet er i gang med en stabilisering, hvor der kommer mere ro på. Det er gode tegn, og derfor er der heller ingen grund til at gribe ind her og nu, hvor vi samtidig ser, at dansk økonomi er sund. Husholdningernes økonomi er robust, og bankerne er stabile,”

 

I juni anbefalede Det Systemiske Risikoråd en stramning af adgangen til det afdragsfrie boliglån. Men dette mener Simon Kollerup ikke er nødvendigt. Som det fremgår af erhvervsministerens svar til Det Systemiske Råd, vil regeringen derimod skærpe overvågningen af boligmarkedet, for at være på forkant:

”Regeringen vil fortsat have et stærkt fokus på at undgå, at der opstår problemer på boligmarkedet. Derfor vil vi nu skærpe regeringens overvågning af aktiviteten på boligmarkedet, så vi kan reagere, hvis der opstår behov. Det mener jeg er rettidig omhu, mens vi nu forhåbentlig går fra coronatider til mere almindelige tider – også på boligmarkedet.”

 

Erhvervsministeriet vil derfor løbende vurdere hvordan eventuelle barrierer på boligmarkedet kan adresseres.

 

Kilde: Ritzau.