Sommerhussalget er det største i ti år under coronakrisen

22.05.2020

April 2020 er den måned, i de seneste ti år, hvor der er solgt flest sommerhuse, viser tal fra Boligsiden.

I Danmark ruller sommerhussalget for alvor i begyndelsen af april, og det er også tilfældet i år. Nyeste tal fra boligsiden viser endda, at salget i april i 2020 ikke er set højere i nogen anden måned i de seneste ti år.

Det betyder dermed, at coronakrisen tilsyneladende har en positiv afsmitning på de mange danskere, som har gået med en drøm om at købe sommerhus.

Boligportalen Boligsiden har regnet sig frem til, at ejendomsmæglere har solgt 1291 danske sommerhuse i april. Dette er sammenlignet med salget i april 2019 en stigning på 41 procent.

Ifølge boligsiden er sommerhusudbuddet på det laveste niveau i ti år, selvom salget samtidig er sit højeste i ti år.

Man kan vist godt tilskrive coronakrisen en stor del af betydningen for, at salget har været så stort i april. Men det vurderes også, at den lave rente har haft en stor betydning for sommerhussalget.

Sommerhusmarkedet har i lang tid haft en stigende interesse hos danskerne, som dog faldt lidt, da coronaudbruddet kom. Det blev dog ret hurtigt klart, at et lille pusterum samt udsigten til ikke at kunne holde sommerferie i sydeuropa har rykket danskerne til det punkt, hvor man igen er begyndt at kigge efter sommerhuse.

Mens sommerhussalget er steget, er antallet af solgte huse- og ejerlejligheder gået i den anden retning.

Salget af villaer og rækkehuse i april faldt med 19 procent sammenlignet med april sidste år, og for ejerlejlighederne er der tale om et fald på 31 procent i samme periode.

Salget er sidenhen begyndt at stige igen, men det har været tydeligt, at coronakrisen i en periode fik folk til at holde sig tilbage. De største tegn på, at boligmarkedet stoppede helt op kom lige efter coronanedlukningen. Danskerne har skulle have et overblik over, hvor meget corona ville påvirke den enkeltes økonomi og jobsituation.

Boligsidens salgstal dækker ifølge Boligsiden over 90 til 94 procent af alle salg.

Kilde: ritzau.com